Bokanmeldelser

Den tyske befolknings lidelseshistorie

die-grosse-fluchtGuido Knopp: Die grosse Flucht. Das Schicksal der Vertriebenen. Berlin: Econ Verlag 2001. ISBN: 978-3-43-015505-2. 416 sider.

Professor Guido Knopp har igen gjort en bog og en TV-serie på én og samme tid om Tysklands historie under Det tredje Rige. Han forener kunsten at fortælle historien med historikerens redelige og tætte forhold til dokumentationen. Hidtil har han i særdeleshed interesseret sig for Hitler og mændene, kvinderne og børnene omkring ham. Men denne gang har Knopp kastet sig over det kapitel i nyere tysk historie, som man ikke har kunnet tale om. Det var nemlig som om, man ingen ret havde til at fortælle om de lidelser, som det tyske folk oplevede, da de måtte flygte fra Den Røde Hær. Dette er ikke soldaternes historie. Det er ikke de agerende krigsaktives historie. Dette er historien om de hundredetusinder af civile tyskere, der hals over hoved måtte forlade deres hjemstavn, fordi Hitlers galskab og deres egen følgeskab var mundet ud i det 20.århundredes største katastrofe: nazismens umenneskelige infami. Historien har været ufortalt i alle årene siden 1945. I de egne af Tyskland som blev befriet af Den Røde Hær, og som senere kaldtes for Den Tyske Demokratiske republik (DDR), blev den Røde Hær rettelig beskrevet som befriere fra et forfærdeligt åg. Men i celebrationen over det sovjetiske folks sejr over fascismen var der ikke plads til nuancerne, og derfor kunne man aldrig skrive om de hændelser, som også var fulgt i hælene på befrierne. I de dele af Tyskland som blev befriet af de vestallierede, talte man aldrig om de fordrevne tyskeres skæbne. Sovjetunionen forlangte at Oder-Neisse grænsen skulle være Tysklands østgrænse og derfor blev enhver tale om de fordrevne ofte identificeret med ønsket om at rokke ved denne grænsedragning. Desuden ville det betyde, at man satte spørgsmålstegn ved Polens grænser, som var blevet skubbet vestover efter freden i 1945. Det kunne ingen være interesseret i, som vidste hvilke lidelser det polske folk havde udstået under den nazistiske undertrykkelse.

Det hænder, at man kan fryde sig over, at historien sænker sig med sin nåde over verden, og alting kommer på såpas vid afstand, at det bliver muligt endog at få øjnene op for fjendens lidelse. Guido Knopp har beskrevet på indgående måde, hvordan de undertrykte opfører sig, når krigslykken er vendt og de bliver undertrykkere! De vendte ikke tilbage som nådige herrer.

Der er ingen løftede pegefingre i bogen. Det er ikke hensigten at gøre uskyldigheder af den civile tyske befolkning. Det er ikke hensigten at fraskrive dem medansvaret. Selvom hovedhensigten med værket er, at fortælle den historie, som i så stort omfang har været fortiet og tabuiseret – og vække medlidenheden med dem, der endog aldrig har kunnet lægge ord til deres lidelse; men har måttet skjule den i sindet i så mange år, så gør Knopp sig det ikke let som tysker. Han glemmer aldrig at fortælle den frygtelige historie, som lå forud for gengældelsen efter krigen. Han glemmer ikke den brutale krigsførelse i øst; nazisternes nedladende opfattelse af slaverne; den umenneskelige behandling som sudetertyskere havde gjort tjekkiske borgere til genstand for. På intet tidspunkt glemmer han de forbrydelser, som var blevet gjort i Tysklands navn. Det er bogen om, at erfaringer er dyrekøbte – og tragedie ofte erstattes og gengældes med tragedie.

Det er en lang lidelseshistorie som begyndte, da Den Røde Hær rykkede ind i Østprøjsen (det nuværende Mazurien i Polen) sommeren 1944 og derefter kæmpede sig frem med så stor hast som det var militærisk muligt. Man følger det forræderi mod eget folk, som nødvendigvis må blive enden på al propaganda. Det nazistiske magtapparat lod være med at evakuere folk i tide for at give det udseende af, at der endnu var håb, når bare man kæmpede videre. De stak hovedet i busken i Berlin og lystløj, altimens efteråret og vinteren gjorde vejene ufremkommelige og flygtningene i tusindevis måtte betale med livet. Bogen vidner om mord, voldtægt, tyveri, brutalitet og nedværdigelser. Knopp fortæller historien i en enkel stil og der er ingen ansatser til voldsporno; men hændelserne er sådan, at selvom de er fortalt med uvilje og med agtpågivenhed, så må læseren nødvendigvis ikke så sjældent vende øjnene væk fra siderne. Det er en grufuld historie om gamlinger, kvinder og børn, der må bøde for det mændene gjorde i krigen. Man følger dem i vinterkulden på vejene vestover; ser dem i baghold; ser dem opgive; ja bevidner deres ynkelige endeligt. Her fortælles også om verdens største skibskatastrofe, «Wilhelm Gustloffs» forlis efter at være blevet ramt af en sovjetisk torpedo i Østersøen. Ca. 9000 mennesker mistede livet. Hen ved 900 soldater var ombord; men resten var mestendels flygtende kvinder og børn. Det er historien om mødrene fra Breslau der i titusindevis blev sendt ad vintervejene væk fra Den Røde Hær, men under vandringen (som var iværksat af de nazistiske myndigheder) omkom mange af børnene i sneen.

Mest gribende er måske kapitlet om de børn, der blev skilt fra forældrene i mylderet. Mange af dem så aldrig forældrene mere. Nogle forældre eller børn levede i Sovjetunionen i mange år. En hjerteskærende skæbne er den unge kvinde, der først i 75 genser sin bror og far i Forbundsrepublikken Tyskland; men må opgive at leve i vesten for hun er blevet sovjetisk i sindet.

Det er også beretningen om «Kvindernes time». Mændene var i felten. Derfor måtte kvinderne selv tage affære, tage hånd om familierne og forlade hjemstavnen for evigt hvad enten det var Østprøjsen, Pommern, Schlesien eller Sudeterlandet. De måtte agere trods de ydmygelser som fjendtlige soldater udsatte dem for. Indtil i dag har man ikke kunnet tale om disse frygtelige hændelser og brutale massevoldtægter. Det folk som havde forårsaget så store lidelser rundt om i Europa og i verden måtte bide hændelserne i sig og tie. De måtte finde sig i at leve med, at hævnen var kommet over deres hoveder.

Sejrherrer er sjældent nådige. Umenneskeligheden som krigen bringer med sig, lader sig ikke så let slukke. Der er mange uretfærdigheder at gøre op med! Pludselig sker så også det groteske, nemlig at undertrykte bliver til undertrykkere – med et er der en stemning af «råt for usødet» i luften og intet had kan udtrykkes tydeligt nok! Guido Knopp har skrevet bogen om krigens modsætningsfyldte virkelighed og om hadets opgør mennesker imellem – og om retfærdigheden som mennesker ønsker skal ske fyldest. Der var engang en mand, der sagde: «Min retfærdighed er en anden». Man kan kun håbe det, for når mennesker med had i sindet ønsker retfærdighed, sker der nemt endnu en forbrydelse. Ikke fordi de ville; men hadet lukkede øjnene på dem – og der var intet formildende der gjorde seende! Bogen er ikke kun af historisk interesse (selvom det skulle være nok!) – iflg. Knopp har flygtningestrømmene i det 20.årh. været på mindst 50 millioner. Det er også deres skæbne denne bog antyder. Skammeligt er det dog at den rigt illustrerede bog ikke er udstyret med en litteraturliste.

 

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert.