Bokanmeldelser

Sikkerhedspolitiske betraktninger

the-coming-anarchyRobert D Kaplan: The Comming Anarchy. Shattering the Dreams of the Post Cold War. Vintage Books 2001 (opr. 2000). ISBN: 978-0-37-570759-9. 198 sider.

Hvis man har lyst til det store vue ud over de udenrigspolitiske anliggender som dominerer verden eller som vil komme til at blive bestemmende, har man fået en fin lille artikelsamling af Kaplan. I bogen har han samlet en række artikler om sikkerhedspolitiske anliggender som er skrevet i løbet af 90’erne. Hvis man helst vil nøjes med at gå rundt og glæde sig og sige varme ord om verden som den ser ud til at føje sig, vil bogen virke ganske anstødelig. Ligesom den antagelig vil være meget provokerende over for den del af menneskeheden der elsker at lade sig bedrage af de gode intentioner og de politiske falsknerier. Kaplan kalder sig selv for realistisk. Han ved godt at man skal tale godt for sig selv hvis man vil gøre krav på denne betegnelse. Han ved også at man nemt bliver skubbet hen i et hjørne som pessimist eller kyniker – som et surt bæst der ikke vil tro godt om verden. Men på en eller anden måde lykkes det ham at skrive disse artikler så den nøgterne læser bliver holdt i sin nøgternhed, men alligevel bliver bevaret i håbet at det alt sammen godt kan nytte noget. Men læseren får ikke lov til at slippe afsted med gode intentioner. Han tør stirre verden lige ind i øjnene. Han kaster sit skarpe analytiske blik ud over verdens politiske anliggender og kommer med velbegrundede analyser og gennemtænkte fortolkninger. Han lader sig ikke friste af lette løsninger og klichéer. Han fortolker ikke inden for en snæver ramme, men bruger filosofien og den politiske historie. Hans referensrammer er litteraturen, historien, kulturhistorien og socialhistorien. Han kender sin Gibbons: The Decline and Fall of Western Civilisation – og han mestrer spanieren Ortega Y Gassets store værk om massemennesket. Dertil kommer en god forståelse af det moderne vestlige tankesæt, som han anser for at sno sig selv ind i glædesstrålende naivitet, der bærer på en politisk virus i sig der en dag vil gå af som en bombe under kulturen.

Der er ingen grund til at sætte sig tilbage i stolen efter 1989, hævder Kaplan. Det kan godt være at den kolde krig er overstået; men man er naiv hvis man tror at de væsentligste modsætningsforhold dermed er overvundne. Han peger på de manglende demokratiske traditioner og den skrøbelige økonomi i de forskellige østeuropæiske lande; men i særdeleshed peger han på de store modsætningsforhold, der findes på verdensplan. I særdeleshed lader han ikke sin læser i fred med udsigtsløsheden på det afrikanske kontinent. Han anklager nærmest Vesten for ikke at have begreb skabt om, hvad det drejer sig om i Afrika. Han advarer imod Huntingdons ensidige tese om civilisationernes klask. Kaplan hævder at civilisationerne og religionerne kun er en del af et langt mere komplekst opgør. Man må ikke se bort fra de fuldstændig umulige økonomiske vilkår som mange nationer lever under. Den fattigdom vil drive flygtningestrømmene frem og den økonomi vil kræve en større del af lagkagen. En artikel om demokratiet er tankevækkende. Han beskriver med hvilken selvfølgelighed Vesten kræver demokrati i alle lande. Det svæver over verden som et mantra. Men ingen synes at erindre sig at der er tale om en meget lang historisk udvikling, som man ikke kan forvente af nye lande og andre kulturer. Han tør problematisere det som er blevet alles politiske kæledække. Men her kommer realismen ham til hjælp. Han viser nemlig, at det kan godt være at vi er glødende i stemmen; men det er nu ikke kun den gode vilje der driver de vestlige samfund. En sund sans for udbytterighed får os til at se igennem fingre med folkemordet i Rwanda. Han gør opmærksom på, at det ikke var mordene på kurderne, der fik FN til at gå i krig mod Sadam Husein; men det var hans annektion af et land hvor vi havde olieinteresser. Det var ikke Holocaust der drev USA ind i 2.Verdenskrig, men angrebet på Pearl Harbour. Han hoverer ikke med disse informationer. Han beder bare verden om at holde sig virkeligheden for øjnene. I en artikel om Kissinger, Metternich og realismen skriver han sig frem til klarhed i sit eget standpunkt og åbner vel egentlig øjnene for Kissinger og hans indsats. Kaplan hævder (med Kissinger) at det ikke så meget er uretfærdigheden som er et problem – langt værre er det, når et samfund pludselig udvikler sig til at være uordentligt og kaotisk ligesom i Nazityskland for så er der ingen frihed med hvilken man kan tilkæmpe sig retfærdigheden.

Bogen afsluttes af en lille artikel med titlen: «Faren ved freden». Her antyder Kaplan det moderne vestlige menneskes apati og han slår til lyd for at det samfund som er sunken så dybt i konsumisme, at der ikke er overvejelse af, hvad man vil afstå for at tjene det samme samfund, er på vej mod undergang. Han advarer mod massemenneskets forlystelsessyge og hævder det forunderlige, at hvis man virkeligt har noget kært, vil man også kæmpe for det, om det så skal koste én livet.

Det er en væsentlig bog, skrevet af et anderledestænkende menneske. Man får noget til tanken og bliver tvunget ind på verdensscenen som den er: ond, grisk, manipulerende og magtsyg. Han hævder kun at man er dum, hvis man tror at historiens skyggesider lader sig lulle i søvn. Hvis man vil en anden magt (og jeg er ikke i tvivl om hans demokratiske og vestlige sindelag), må man være realistisk. Kun sådan kan idealerne fremmes.

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert.