Bokanmeldelser

pacem-1-2003-ondskapens-filosofiLars Fr. H. Svendsen: Ondskapens Filosofi. Oslo: Universitetsforlaget 2001. ISBN: 978-82-1-502137-9. 281 sider

Indledningsvis fastslår Lars. Fr. H. Svendsen at vi lever i en kultur der er fascineret af ondskaben. Dels svælger vi i den når vi ser film, dels har det onde og det ondes problem vakt mange tænkende menneskers eftertanke i tusindvis af bøger. Det onde er monotont, øde og kedeligt og gennemføres som regel af normale, anstendige og nogenlunde hyggelige mennesker. Der dvæler en tristhed uden lige over temaet.

Dermed har Svendsen lagt op til en overordentlig vidvinklet bog om ondskaben. Som filosof tror han på oplysningsideen: at mennesker ved deres rationalitet kan nå langt i en forståelse af verden. Han nævner Baudrillards synspunkt at det er ved ufornuft at ondskaben trives. Der er ingen interesse i at finde årsagerne til ondskaben i det mystiske eller det metafysiske. Svendsen hævder at han vil blive ved overfladen. Ondskaben er ikke et ontologisk, men et moralsk og et politisk problem. Han er ligefrem bange for at de mange teorier ender i teoretiske blindspor, og derfor gjør han opmærksom på at bogens anliggende er mod det praktiske, væk fra teodice; og hen imod politik.

Ondskapens problem bør ikke lokaliseres i teologien eller naturvitenskapen, knapt nok i filosofien, men i moralen og politikken.

Svendsen vier en væsentlig del af bogen til at gennemgå de forskellige teodice-tænkninger. Dels præsenteres læseren for de teologiske, dels for de sækulare forklaringer. Der lægges ikke skjul på at forfatteren ikke finder det nyttigt at forsøge sig med teodice-forklaringerne; men de gennemgås med stor loyalitet og forståelse. Den væsentlige konklusion er dog at enhver der fortaber sig i teodice-spørgsmålet meget ofte forfalder til at bortforklare det onde og retfærdiggøre Gud – dvs. meget ofte er det ikke engang forklaringer af Guds godhed og retfærdighed; men simple bortforklaringer af verdens lidelser og ondskaben. De fleste teologer vil nok læse afsnittet på kanten af en fornærmelse (der skal nu heller ikke så meget til at fornærme teologer); men egentlig burde alle læse dette afsnit for der er mange præcise læsninger og gode pointer. Advarslen mod at hylle meningsløsheden i Guds almagt er i hvert fald kærkommen – og et kan godt være at Svendsen ikke hjælper teologen på vej til at sige noget om teodiceen; men alene det faktum at han hjælper på vej mod at forhindre at der siges noget dumt, er væsentligt hinsides beskrivelse for hvor hører man dog tit noget sludder! Svendsen går ind for at lægge blamagen hvor den hører hjemme, nemlig på mennesket og derfor skriver han afsnittet «Ondskapens Antropologi». Der findes forskellige menneskeopfattelser. Machiavelli mente at mennesker altid ville være onde hvis ikke myndigheden tvang dem til at være dydige. Hobbes så også mennesket som lukket inde i sit eget begær og i sin egen selvopholdelsesdrift. Den lærde Montaigne mente at menneske var disponeret for grusomhed fra naturens side. Men selvfølgelig var der også dem der mente at mennesket var født ædelt. Rousseau er nok den fornemmeste af fortalerne for dette synspunkt. For at nærme sig en begrebsdannelse om «;Ondskaben» inddeler Svendsen denne i fire typologier: den dæmoniske ondskab hvor man gør det onde alene i glæden over at det er ondt; den instrumentelle ondskab hvor man gør ondt i et ædelt ærinde. Ondskaben er et middel og ikke et mål, den har ingen egenværdi; den idealistiske ondskab får aktørerne til at mene at det onde de gør er i en god sags tjeneste – ondskab trives sjældent bedre end under disse vilkår for ingen kommer i tanker om hvad det er, de gør; slutteligt er der den dumme ondskab som er kendetegnet ved aktører der handler uden at vide hvad de gør – de er tankeløse og eksisterer med et fravær af refleksion. Samlet konkludere Svendsen at for alle typer gælder det at de kun fungerer når der ingen hensyntagen er til andre menneskers værd. Der er tankevækkende afsnit om det ondes æstetiske tiltrækningskraft, om sadisme og skadefryd. Der er velskrevne afsnit om Kants teorier og Hannah Arendts væsentlige studier i totalitarisme, og endelig ser man også Bonhoeffers advarsel mod dumheden lanceret som en væsentlig tekst – den dumhed som i sin tankeløshed gør mere ondt end selve ondskaben. Der er den hjerteskærende banalitet som kommer til udtryk ved navnene Eichmann, Höss og Stangl – de tre kommandanter for udryddelseslejrene som ikke kunne se hvad de havde været med til, men opfattede sig selv som ofre. Der er det frygtelige afsnit om ondskaben og de almindelige mennesker. Her ser man med al mulig tydelighed ved historiske eksempler og ved nye eksperimenter at mennesker kan få sig til det uhyrligste når bare de mener at de ikke selv er ansvarlige, men under kommando.

Det afsluttende kapitel omhandler ondskabens problem. Igen lader Svendsen ikke ordene falde fra sig og bliver en stor idealist. Han holder sig ved jorden og påviser at det ikke er gjort med at blive pacifist, for så kan man pludselig blive medansvarlig for mange menneskers død. Igen slår han fast at dette problem ikke skal få lov til at hendæmre i tågerne. Ondskab skal ikke bare grubles ihjel; den skal bekæmpes med alle midler (til tider endog med vold). Han gennemgår i al hast teorierne om den retfærdige krig. Teologen smiler skjult for så var der vist alligevel noget teologien kunne bidrage med. Teologen smiler i øvrigt i erkendelse af at når ondskaben skal bekæmpes, skal det gøres ud fra nogle begreber om at ingen må slå ihjel, ingen må lemlæste, ingen må udnytte. Vi andre ville sige at livet er helligt! Filosoffen siger vel at livet er tabu! Under alle omstændigheder taler vi om åbenbaringsbegreber. Det er nu altid hyggeligt at opdage at samtalen er mulig på tværs af tro/ateisme/agnosticisme. Vi er sjældent så langt fra hinanden som vi tror. Bogen anbefales varmt – det er et væsentligt og nøgternt bidrag og under alle omstændigheder er det vigtigt at få det slået fast at det er mennesket der bærer blamagen mht. ondskab. Den kan man ikke bare tørre af på metafysikken eller på de sociale omstændigheder – den skal bekæmpes!

Den bog vil jeg ofte pille ned af hylden og fryde mig over ræsonnementet og det smukke sprog.

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert.