Bokanmeldelser og kommentarer

Kulturanalytisk blikk på vår tid

seierens-melankoliPaul Otto Brunstad: Seierens melankoli – et kulturanalytisk essay. Oslo: Norsk Gyldendal. Akademisk 2003. ISBN 978-8-20-531167-1.  291 sider.

Hvor kommer den egentlig fra denne umiskendelige følelse af tristhed? Hvorfor melder den sig altid på de mest mærkværdige tidspunkter? Hvorfor skal man stilles til regnskab i tristessens skygge når man lige har præsteret noget ekstraordinært eller vundet en erkendelse? Hvor kommer disse melankolske træk fra i kulturen og hvorfor kan man ikke slippe for denne følelse af glæde og sejr der er parret med tomhed? Den følelse som ikke kender til sociale grænser, men synes at ville følge det moderne menneske overalt har Paul Otto Brunstad søgt at belyse i et langt essay. Han kommer vidt omkring. Først beskrives melankoliens anatomi, derpå følger et forsøg på begrebsafklaring og noget psykiatrihistorie. Med alt dette i baghovedet tager bogen så ellers fart og beskriver melankolien og den blaserte konsument, melankoli og tidsforståelse, teknologi, lidenskabsløshed og kølighed, kedsomhed og kulturelle faktorer.

I en fremragende første del udnytter Brunstad til fulde essayets karakter. Dvs. han kommer vidt omkring som en meget god iagttager af det moderne samfund. Den der ønsker en strikte begrebsdannelse og en ekstrem systematiseret gennemgang af melankoli som kulturel følelse og psykisk virkelighed bliver skuffet over bogen. Men det er heller ikke hensigten med dette værk som er en uhyre fin betragtelse af menneskets hverdag i den vestlige kultur. Brunstad bruger flittigt både den klassiske og den moderne litteratur; ligesom han hele tiden lader sig inspirere til indsigt ved film og billedkunst. Han viser ikke alene et stort indblik i filosofiens historie; men behersker også store dele af den moderne sociologi. Det er som om det er forfatterens hensigt at rette lysene mod begrebet fra mange vinkler. Nogle vil sikkert anklage ham for ikke at gøre sig færdig med ræsonnementerne; men denne læser finder det ganske udfordrende at læse en bog, som har mange meninger og alligevel tør tage tidens ubestemthed alvorligt. Læseren bliver ikke tvunget ind i bestemte opfattelser, men får lov til at se på melankolien fra mange forskellige vinkler. Man ser de skadelige påvirkninger af livet, men man ser også de godgørende sider ved fænomenet.

Især afsnittene om melankolien og den blaserte konsument må vække genkendelse i mange mennesker. Det lykkes her at beskrive den glade erhverveglæde som på en eller anden måde alligevel efterlader den glade pengebruger og fornuftige forbruger med en stor tristhed over verdens forgængelighed og købelystens kortvarige glæde. Brunstad gør sig en overvejelse over Las Vegas som er interessant. Her er stedet hvor ingen ord eller løfter gælder.Her er alt kun overflade og glimmer!

Kropsløsheden holder i disse år sit store indtog i vores kultur. Vi lader os hensætte i det modstandsløse virtuelle virvar. De elektroniske medier lader os tro at vi kan leve tilværelser som ikke er vores. Vi sidder og finder på og snakker nogle mennesker frem der ikke findes. Vi kravler ind i andre tilværelser end vores egen. Vi sidder i det hele taget for os selv og lader fantasien råde. Vi sidder og opspinder en tilværelse. Om det så er hengivenhedens kropslige smukke og ædle kunst, så er vi også i den sammenhæng ved at gøre os til fantasifulde iagttagere der hellere glor end udøver. Det virtuelle får ligefrem kropsligheden til fordampe og forsvinde iflg. Brunstad.

I en anden del af bogen spørger forfatteren sig om der er noget at gøre ved det hele. I nogle meget eftertænksomme og bevægende kapitler om taknemmeligheden som den relation der altid bevarer mennesket i fællesskab med andre og i hukommelsen for det gode prøver han at påpege de skabende kræfter i livet. Ligeledes er det med måltidet hvor man spiser sig sammen, eller med mentoren, den gode ven, der aldrig forlader én med sin livsklogskab.

Slutteligt bliver der slået til lyd for begæret og længslen. Brunstad hævder at mennesket formes af det, man rækker ud efter – af det man begærer lidenskabeligt. Det er ikke begæret der er problemet, men begærets retning kan være problematisk. Melankolien anser Brunstad for at være håbets kraft i en kultur hvor man kunne blive optaget af sig selv. Melankolien er længslen efter at komme ind i fællesskabet efter at have været skilt så smertefuldt fra de andre.

Jeg synes det er en smuk og eftertænksom bog, skrevet af en skarp iagttager af det vestlige menneske. På intet tidspunkt rejses der moraliserende fingre eller knejses der med nakken. Bogen er skrevet af et menneske der kender begrebet indefra og som så udmærket forstår det moderne menneskes fascination af sig selv. Brunstad tror ikke på lidenskabsløsheden, så det er ikke en cool bog – det er en livsbegejstret beretning fra et moderne liv, skrevet med tiltro til at det alt sammen kan nytte noget og at mennesket kan forbedre sig. Trist at der ikke skrives flere af den slags bøger (og så sejrede melankolien alligevel).

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert.