Drabets anatomi

Norge og Danmark er i krig i Afghanistan og i krig slår mennesker hinanden ihjel. Mens disse linjer læses er der risiko for, at danske eller norske soldater er involveret i en ildkamp, hvor de slår mennesker ihjel, eller selv bliver dræbt. Uanset om man er tilhænger af indsatsen i Afghanistan eller ej, så handler de udsendte soldater på vores vegne, fordi de er blevet udsendt af en lovlig valgt og demokratisk regering. Vi er alle medansvarlige i det, vores unge soldater foretager sig i krigen, en kendsgerning, som mange «almindelige mennesker», undertiden glemmer.

Det, at mennesker dræber hinanden, er et stort tabu i de fleste civiliserede samfund og der findes en næsten generisk modstand mod at tale om, at unge mennesker slår ihjel, fordi vi har bedt dem om det. De slår ihjel på vores bud og vi kan ikke lide at høre om det. Dette skaber grobund for mange sensationsprægede overskrifter, netop fordi det er et tabu. «At dræbe er bedre end sex» er en af de overskrifter, som typisk finder vej til avisernes forsider og at det er en sensation, er et tegn på, at vi ikke ved, hvad vi taler om. En af årsagerne er, at vi på grund af den almindelige samfundsudvikling har distanceret os fra døden og det at slå ihjel. Det er ikke længere en del af vores hverdag og vi ønsker egentlig ikke at tage stilling til spørgsmålet, før det bliver personligt – og tro mig – det gør det. Vi skal alle dø, selvom det ikke behøver være lige nu.

En af de ting, der virkelig burde interessere os, er hvad det betyder for de unge mennesker, der slår ihjel på vores vegne, fordi vi har bedt dem om det. Desværre findes der ikke undersøgelser om dette tabu hverken i Danmark eller i Norge. Der er skrevet lidt om emnet og der foregår lidt forskning, men der er ikke tale om en systematisk og grundig forskning og det kan vi som demokratisk samfund ikke være bekendt. Vi sender de bedste af vores unge mennesker ud i internationale missioner, hvor de på vores vegne løser opgaver under ekstreme forhold, hvor de gennemgår strabadser og slår mennesker ihjel, hvor de selv bliver sårede eller dræbt og når de kommer hjem, lader vi som om, at det har været en indsats, som samfundet har været stolt af, men vi overlader vores meget unge veteraner til selv at slås med erindringen og de konsekvenser, som det har haft og har for dem.

Det var med denne baggrund, at jeg besluttede mig for at lave min egen undersøgelse og skrive en bog om emnet. Bogen udkom første gang i 2010 og hedder «Vi slår ihjel og lever med det» og bygger på en undersøgelse af et større antal danske soldater. Deres besvarelser danner grundlaget for bogen og dens konklusioner. Jeg kan ikke her lave et kort resumé af hele bogen, men jeg er blevet opfordret til at fremkomme med et bud på, hvad der sker, når man slår nogen ihjel.

Der findes på dansk ikke noget neutralt ord for en person, der slår ihjel. Selve gerningen «at slå i hjel» er neutral, men den person, der gør det, betegnes på dansk bedst som en «drabsmand», hvilket er et værdiladet udtryk, som giver associationer til straffeloven, lige som et «drab» har de samme associationer indbygget. På engelsk kan man anvende ordet «killer» som i denne sammenhæng er neutralt, men når jeg efterfølgende beskriver handlingen «at slå i hjel» har jeg valgt ordet «nedskydningen» som det mest neutrale ord.

Drabets anatomi.

I 1970erne udgav Elisabeth Kübler-Ross et forskningsstudie om døden, som gik på, at mennesker, der er ved at dø, ofte gennemgår en række følelsesmæssige stadier, som indeholder forskellige faser som benægtelse, vrede, forsøg på at købslå, depression og accept.

Hvis det skal give nogen mening at analysere det at slå ihjel og relatere det til mennesker, er det formålstjenligt at etablere et begrebsapparat, som gør, at man kan behandle emnet på en neutral og nøgtern måde. Den amerikanske forfatter oberstløjtnant Dave Grossman, som jeg har lært at kende gennem arbejdet med min egen bog, har forsøgt at opstille en lignende række af følelsesmæssige stadier, som kan anvendes til at forstå, hvad der sker, når man slår et menneske ihjel under kamp. Ligesom i Kübler-Ross undersøgelse kommer disse stadier i rækkefølge, men de er ikke nødvendigvis universelle, ligesom nogle mennesker kan springe visse stadier over, blande dem eller gennemgå dem så hurtigt, at de ikke selv er klar over, at de har været igennem processen. Ifølge Grossman taler man om fem faser som er: ”Bekymringen over at skulle slå ihjel”, ”Nedskydningen”, ”Ophidselse”, ”Fortrydelse” og ”Bearbejdning og accept” (Grossman 1996: 232).

Inden jeg går over til substansen og indholdet af de enkelte faser, kan man sammenligne det at slå mennesker ihjel med det, en jæger oplever, når han/hun går på jagt og nedlægger en elg. I første fase kan jægeren være bekymret eller nervøs for, om han/hun får «bukkefeber», når vedkommende står overfor byttet. Har man bedømt den korrekte afstand, får man sluppet skuddet korrekt, bare man ikke anskyder dyret, bare man ikke bliver til grin for sine jagtkammerater. I anden fase træder jægerens træning normalt ind (hvis han/hun ikke får bukkefeber) og nedskydningen af dyret foregår normalt på bedste vis. Man træffer hjertet og dyret går forhåbentlig ned med det samme. Umiddelbart herefter træder tredje fase ind, et mentalt «Yes – jeg fik ham!», skuddet gik perfekt lige på bladet og ingen eftersøgning – «sådan». Fjerde fase opstår, når man kommer hen til byttet. Første gang, jeg skød en buk og kom hen til det nedlagte dyr, lå lille Bambi der med sine mørke øjne og stirrede bebrejdende på mig. Jeg havde myrdet Bambi og min første tanke var: «var det nu også nødvendigt, den havde jo ikke gjort mig noget». Femte fase: Bearbejdning og accept foregår ved middagsbordet, når den saftige dyresteg serveres med Waldorf-salat, kartofler, rødvin og en god sovs, samt når trofæet bliver hængt op på væggen og man stolt kan betragte det sammen med de øvrige.

Jeg ved det lyder brutalt, men denne proces sker også, når man skyder et menneske i kamp.

1. fase: Bekymringen over at skulle slå ihjel.

Bekymringen over at skulle slå ihjel er noget, der gennemsyrer enhver soldat inden en aktion. Især unge og uerfarne soldater er nervøse eller bekymrede over for det ukendte. At være i kamp kan bedst sammenlignes med at være involveret i et trafikuheld, det virker kaotisk, voldsomt, man udsættes for ekstremt stress og bliver nødt til at handle på instinkt og refleks. Bekymringen over, at man måske ikke kan løse sin opgave, at man måske svigter sine kammerater og måske får en af dem dræbt, fordi man gjorde noget forkert, er den allerværste følelse og alle soldater tænker over det, inden de skal i kamp. Man går op i stressniveau og ens krop kan undertiden spille en et puds, musklerne svigter, man får åndenød, hyperventilation og måske rystelser. Det er det, en jæger kan opleve og det kaldes bukkefeber. Når man kan komme sådan op og køre under en jagt, så tænk på det ekstreme pres, der ville ligge på en, hvis elgen var bevæbnet og kunne skyde tilbage!

Der findes også en form for forventning. Man har som soldat trænet sig til at gå i kamp, man er blevet udlært og dygtig til sit job, hvorfor skulle man så ikke ønske sig at afprøve det, man har lært under virkelige forhold. Denne tanke forstås af soldater og dem, der har været der, men for almindelige mennesker er tanken jo sygelig og derfor tabu. Ønsker soldaterne virkelig at slå ihjel? De må jo være skøre eller gale, når de ønsker at komme i kamp og slå andre mennesker ihjel og måske selv blive såret eller miste livet. Efter min mening er det hyklerisk ikke at formulere dette tabu og drøfte det i al offentlighed. Samfundet betaler soldater for at lave det, som soldater nu engang gør og hvorfor skulle en professionel faglært håndværker ikke ønske at afprøve sit håndværk. Hvis det lyder brutalt og uforståeligt, så lær det udenad – vi er alle medskyldige i et demokrati!

Der vil altid være en vis tvivl hos en soldat, især første gang når han eller hun kommer i kamp, men det er meget få, der tøver med at skyde første gang, de er i aktion. Mindre end 3 % i min undersøgelse anførte, at de havde tøvet og erfaringen viser også, at når man har prøvet det, så tøver man ikke mere. Under 1 % havde tøvet, efter de første gang havde været i aktion (Møller 2010: 57).

Man bør gøre meget ud af at afklare sine soldater, inden de går i kamp. Hvis man har overbevist sig selv om, at nedskydningen af et medmenneske udgør en katastrofal hændelse uanset omstændighederne, som vil betyde ubodelig skade på ens sjæl, så er der en særdeles stor risiko for, at denne tanke bliver et selvopfyldende profeti og hvis man ikke kan argumentere med soldaten om, at dette ikke er tilfældet, så bør vedkommende ikke udsendes.

2. fase: Nedskydningen.

Når man uddanner soldater til kamp, tager man udgangspunkt i hjernen. Det, der adskiller os fra almindelige pattedyr, er vores storhjerne, det er her evnen til at foretage avanceret tænkevirksomhed befinder sig, men når vi bliver udsat for ekstremt stress, svigter denne del af hjernen. Bliver vi rigtigt pressede, er vi fra naturens hånd programmeret til i sidste ende at slås, flygte eller blive midlertidigt lammet – fuldstændig som alle andre dyr. Når man er i kamp og oppe i ekstremt stress sker der 135 målbare ændringer i os og det er i denne viden, vi tager udgangspunkt, når vi uddanner soldater. Vi træner soldaterne til at kunne fungere under ekstremt stress ved at indøve reflektoriske handlinger og gør vi det godt nok, så fungerer de også hensigtsmæssigt, selv om deres storhjerne midlertidigt er blevet blokeret af stressen. Det er også det, der gør, at soldater oplever, at de er på automatpilot, man skifter magasin og stilling uden at tænke over det og mere end 80 % af soldaterne i min undersøgelse havde oplevet det. Det betyder også, at man ofte når at nedkæmpe en fjende rent automatisk. Vi indøver i uddannelsen skydning på faldmål, et mål rejser sig foran en og bliver straks beskudt, hvorefter det forsvinder. Så rejser der sig et nyt mål et andet sted og proceduren gentages. Når man har gjort det nogle hundrede gange, har man indarbejdet en refleks i sit motoriske apparat og kan udføre processen uden at tænke nærmere over det. Dette gælder alle former for kampeksercits og det virker. Når soldater har været i kamp, er det at slå ihjel derfor ikke nødvendigvis det store problem, da det oftest sker automatisk, hvis man ellers er ordentligt uddannet. Der findes selvfølgelig store forskelle under kamp. Tænk på vores finskytter, som ikke handler automatisk, men som i længere tid har haft målet i sin sigtekikkert og som bevidst trykker på aftrækkeren, her spiller helt andre mekanismer ind, men pladsen tillader ikke, at jeg går i detaljer.

3. fase: Ophidselse.

Følelsen, «Yes jeg fik ham» er helt naturlig. Man sigter på noget og rammer, hvilket var ideen, hvorfor man helt klart er særdeles tilfreds med sig selv. Specielt hvis modstanderen har udgjort en fare for en selv eller ens kammerater. Fjenden forsøgte at slå mig ihjel, men jeg fik ram på ham og det er jeg særdeles tilfreds med. Jubel og lykønskninger er ikke ualmindelige – helt forståeligt, men hvis disse fanges på tv eller video og bliver vist for et uforberedt hjemmepublikum hjemme i Norge eller Danmark, bliver det næsten altid misforstået af civile mennesker. Hvad er nu det for noget? Der er nogen, der jubler over andre menneskers død – barbarer! Jeg mener, at disse velmenende mennesker mangler empati, eller også er de blot dumme helt uden forståelse for soldatens vilkår. Hvad skulle de have gjort, grædt over de onde mennesker, som lige havde forsøgt at slå dem ihjel og som kun fik deres rimelige bekomst?

4. fase: Fortrydelse.

Jo tættere, man har været på sin modstander, jo mere intenst vil man kunne føle fortrydelse. Hvis man har nedkæmpet en silhuet på nogle hundrede meters afstand, vil man hurtigt komme gennem denne fase. Det er jo ikke sikkert, at modstanderen døde og man kan oftest ikke ved selvsyn konstatere, hvad man har gjort. Nogle har følt, at de har mistet noget for altid, nogle føler medfølelse med deres offer og nogle er psykologisk overvældede og bestemmer sig for, at de aldrig vil gøre det mere. De fleste veteraner har haft en form for sådanne følelser, men beslutter sig for, at reaktionerne må vente, til der er bedre tid. De bliver mere fokuserede på opgaven, hvilket gør efterfølgende nedskydninger langt lettere. Uanset om soldaten benægter denne fortrydelse, bearbejder den, eller bliver overvældet af handlingen, vil den næsten altid være til stede.

5. fase: Bearbejdning og accept.

Denne fase kan spænde fra en livslang proces, hvor man forsøger at bearbejde og acceptere, hvad man har gjort til en kort konstatering, hvorefter man må videre. Man kan næsten aldrig helt undgå at føle fortrydelse og skyld, men man kan normalt acceptere, hvad det er, man har gjort, hvis det opleves som nødvendigt og rigtigt. De fleste gange foregår denne proces helt ubevidst, men man skal gøre sig klart, at denne form for bearbejdning og accept er vigtig, fordi det ikke kun er noget, der foregår for den enkelte soldat, men også er noget, der må foregå i det samfund, som de vender tilbage til. Hvis soldaten ikke føler, at samfundet generelt accepterer, hvad han/hun har gjort – på samfundets vegne – vil vedkommende have vanskeligere ved at bearbejde og acceptere de handlinger, som har været nødvendige for at løse sin opgave og for at overleve. Samfundets accept foregår bl.a. ved, at man officielt anerkender de hjemvendende soldater, ved offentlige parader, ved politiske manifestationer, ved at tage sig af hjemvendende syge og sårede på en måde, som signalerer respekt og taknemmelighed. Sker det ikke, risikerer samfundet at skulle betale en dyr pris.

Bearbejdningen er individuel og foregår lagdelt og i forskellige tempi. Den starter med den enkelte soldat. Mange har taget stilling og er helt afklarede, men den personlige bearbejdning vil næsten altid forekomme. Herefter bearbejdes hændelsen ved den efterfølgende debriefing, hvor man får sat tingene ind i et større perspektiv. Alt dette foregår i missionsområdet og her foregår også den vigtigste bearbejdning blandt kollegaer, befalingsmænd og med feltpræsten og hvem man har tillid til. I Danmark har vi indført et projekt «From Battlemind to Homemind», hvor hjemvendende soldater gennemgår et op til 3 måneders projekt, hvor man bearbejder deres oplevelser og vænner dem til at være hjemme igen (Gulbech 2009: 25). Her lukker man også den genvej i hjernen, som kampsoldater har lavet i missionsområdet. For at kunne reagere hurtigt, har næsten alle veteraner en genvej gennem frontallapperne i hjernen. Hører man en eksplosion, smider man sig ned. Genvejen gør, at man kan handle lynhurtigt, men den skal lukkes, når man skal vænne sig til at fungere i det civile samfund. At smide sig ned pga. en dør, der smækker i et stormagasin, er ikke normalt. Bearbejdningen foregår hele tiden og involverer også pårørende, venner og i sidste ende det samfund, der sendte soldaterne i krig.

Bearbejdningen drejer sig ikke nødvendigvis om det at slå ihjel. Under krigen i Bosnien i 1994 var jeg skyld i, at mere end 150 serbiske soldater blev slået ihjel under operation Bøllebank. Jeg var rimeligt afklaret omkring den kendsgerning, at jeg kunne risikere at skulle slå mennesker ihjel – eller være skyld i det, men denne form for afklaring blev næsten et problem. Jeg begyndte at spekulere på, om der var noget galt med mig, fordi jeg ikke følte de store samvittighedskvaler. De klaphatte havde fået, hvad de fortjente, det var ikke os, der begyndte at skyde og når de søgte at slå os ihjel, så måtte de tage konsekvensen. Men når jeg nu ikke følte noget videre, var der så noget galt med mig? Det tumlede jeg med en del år, men efterhånden er jeg kommet til den konklusion, at der ikke er noget galt – det kan der være delte meninger om, men det har jeg lært at leve med. En anden refleksion eller bearbejdning som alle, der har været der, formentlig kender til, var, om jeg traf den rigtige beslutning, da jeg gav ordre til at åbne ild. Det fik jeg afklaret nogle år senere, hvor en af mine svende sendte mig en artikel fra et svensk militært tidsskrift. Det var en beretning fra den observationspost, vi undsatte om aftenen den 29. april 1994. Der var ingen tvivl om, at de norske og svenske soldater, der havde været på observationsposten, følte, at de var i livsfare med stor risiko for at blive slået ihjel af de bosniske serberes morterer og artilleriild. Efter at jeg havde læst den artikel, var jeg sikker på, at jeg havde truffet den rigtige beslutning og har egentlig ikke skænket det en tanke siden, men der gik lige nogle år.

Afslutning.

Vi bliver nødt til at bryde tabuet om at slå ihjel og tale åbent om det. Det skylder vi vores unge mennesker, som har udført en ekstrem vanskelig opgave i krig og vi bliver også nødt til at vise lidt forståelse for deres situation. Unge mennesker – vores soldater – kommunikerer anderledes end det, vi ældre – gamle – mennesker er vant til. De anvender andre gloser, som kan støde os, men de kommunikerer helt almindeligt – set ud fra deres egen perception. Der er også en vis drengerøvsmentalitet involveret. Unge mennesker elsker at provokere og det er ikke altid studenterhuen, der trykker dem platfodede. Udtalelser som «det at dræbe er bedre end sex» skal tages for det, de er, nemlig en hård udvendig attitude, der skal vise, at man er en helvedes karl. Vis lidt forståelse og udvis især respekt. De har udrettet noget, som er helt ekstraordinært og ord skal tages for det de er – ord.

Litteratur

Grossman, Dave og Christensen, Loren W, On Combat, Warrior Science Publications 3. udgave, 2008.

Grossman, Dave, On Killing, Back Bay Books, New York, USA, 1996.

Møller, Lars, Vi slår ihjel og lever med det, Informations Forlag, København, Danmark, 2010.

Artwohl, Alexis og Christensen, Loren W, Deadly Force Encounters, Paladin Press Colorado, USA, 1997.

Bourke, Joanna, An intimate history of Killing, Granta Books, London, UK, 2000.

Guldbech, Kim Willum Hansen, Soldaten og de etiske overvejelser – ud og hjem, hovedopgave, Forsvarsakademiet, 2009.

Kok, Preben, Skæld ud på Gud, Informations Forlag, København, 2008.

Murray, Kenneth R., Training at the Speed of Life, Armiger Publications, USA, 2006.

O’Keefe, Jamie, No one Fears When Angry, The Psychology of Confrontation, New Breed Publishing, UK, 2006.

Siddle, Bruce K., Sharpening The Warrior’s Edge, PPCT Research Publications, USA, 10. udgave, marts 2008.

Wright, Evan, Generation Kill, Corgi Books, Cox & Wyman Ltd, UK, 2005.

MacNair, Rachel M., Perpetration-Induced Traumatic Stress, The Psychological Consequences of Killing, Authors Choice Press, USA, 2005.

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert.