Værnspræstens embedsforståelse og oppgave i krig*

* Artikkelen har tidligere vært trykket i Kritisk Forum for Praktisk Teologi nr 128/juni 2012

Danmark har siden 2002 været en nation i krig. Vi sender ikke længere «kun» vore soldater af sted på fredsbevarende, men også på fredsskabende missioner. Hvad indebærer det for værnspræsternes embedsforståelse og identitet? En gruppe af feltpræster og ideologiske støtter antager, at svaret er en ny «robust teologi», der har til formål at give en teologisk underbygning af det politiske mandat. Andre, herunder undertegnede, ønsker i stedet at se værnspræsternes arbejde i forlængelse af det hjemlige sognearbejde, hvor opgaven består i at tjene de enkelte soldater med gudstjeneste, sjælesorg og samtale. Værnspræsten skal hverken underbygge eller underminere det politiske mandat. I stedet skal han med sin forkyndelse af evangeliet holde soldaterne fast på både deres og fjendens medmenneskelighed..

Den militære opgave i Afghanistan

Som beskrevet i forordet har Danmark siden 2002 været en nation i krig. Med indsættelsen af hæren i Afghanistan i 2002 blev Danmark en krigsførende nation, der ikke længere «kun» tog del i fredsbevarende FN-operationer, men som nu også udsender soldater til egentlige krigshandlinger i såvel Nato- som FN-regi. Operationen i Afghanistan blev i udgangspunktet beskrevet som en del af den globale kamp imod terror. Det fremgår bl.a. klart af et speciale omhandlende Danmarks nye udenrigs- og sikkerhedspolitik udarbejdet ved Forsvarsakademiet i 2004.

I dag er begrundelsen en anden. Hærens Operative Kommando fremfører på sin hjemmeside, at de danske styrker i Afghanistan har et flersidet mandat: 1) De danske soldater skal bidrage til at skabe og opretholde sikkerhed i indsættelsesområdet. Det sker bl.a. ved patruljering i lokalområdet og ved at skabe et tillidsforhold til den afghanske befolkning; 2) De danske soldater understøtter forskellige genopbygningsprojekter i samarbejde med såvel udenrigsministeriet som civile, afghanske myndigheder; 3) De danske soldater udfører sikkerheds- og stabiliseringsoperationer, hvilket spænder fra sikringsopgaver til egentlige kamphandlinger. Fjenden beskrives her som både Al Qaida, Taleban og kriminelle narkokarteller. Det er med andre ord en mangefacetteret opgave, som de danske soldater, der indgår som en del af Nato-styrken, skal varetage.

Hvordan de tre mandater er afvejet i forhold til hinanden som henholdsvis stillet mandat og som konkret handling i praksis, har jeg ikke kunnet finde dokumentation for. Men i hvert fald kan jeg konstatere, at det i den offentlige debat er det egentlige krigsførende mandat, som er i fokus. Og det er også i forhold til dette mandat, at der har rejst sig en debat om præstens rolle i felten. For ændres værnspræstens opgave og selvforståelse, når missionen ikke længere kun er fredsbevarende, men også er fredsskabende? Hvis ja, hvordan skal det så tænkes sammen med den teologiske embedsforståelse? Implicerer de særlige vilkår i felten, at der skal en anden og særlig embedsforståelse til, som suspenderer den derhjemme i sognet, arresten, på hospitalet eller gaden? Eller skal den hjemlige embedsforståelse skærpes i lyset af det, som sker ude i felten? Eller er der tale om, at den samme embedsforståelse må udleves under vidt forskellige vilkår?

Anledningen til den opståede debat om værnspræstens opgave og forståelse af embedet var udgivelsen af bogen Løvehjerter, med panserinfanteristerne i Helmand, der beskriver feltpræsten Thomas Østergaard Aallmanns erfaringer og praksis som udsendt feltpræst i Afghanistan i 2008. Efterfølgende er det i diskussionen af en feltpræsts opgaver kommet frem, at i hvert fald én feltpræst har deltaget aktivt i forsvar af lejren, og at han herunder har deltaget i et forsøg på at lokke fjenden frem. Dette har medført et spørgsmål om, hvornår det er berettiget at hævde, at feltpræster bruger deres våben i selvforsvar, hvilket er den eneste legitime grund til, at værnspræsten, som nonkombattant, må gribe til våben.

Der er med andre ord brug for en afklaring af, hvad der er værnspræstens opgave og hverv, identitet og selvforståelse. Dette hænger tæt sammen med udviklingen i de militære operationer og dermed ikke kun med militærets egen selvforståelse, men også med den selvforståelse, vi får som krigsføren­de nation. Der er markant forskel på de vilkår, hvorunder både soldater og værnspræster har været udsendt til Cypern, Balkan, Irak, Afghanistan, Libyen og Afrikas Horn. Til dette hører en tydeliggørelse af, hvad såvel folkekirken som militæret forventer af værnspræsterne. Det er overvejelser, som ikke kun kan gøres i felten endsige være forbeholdt tidligere udsendte. Praksis behøver ikke at være ret, blot fordi det er praksis. Bemærkelsesværdigt er det i øvrigt, at debatten om feltpræstens opgave og virke har været knyttet så tæt sammen med missionen i Afghanistan – måske er denne kendsgerning en del af selve problemstillingen?

Robust teologi?

Aallmans bog og det efterfølgende forsvar af den heri fremførte position bliver af lektor i nordisk sprog og litteratur Hans Hauge beskrevet som et forsøg på at udarbejde en robust teologi med inspiration fra det angelsaksiske, lidt ligesom Grundtvig. For som Hauge anfører det i en kronik i Kristeligt Dagblad (herefter KD), har tyskerne, og dermed den tyske teologi, det ikke så godt med krige, da de kun har ord for nederlag og tabte krige! For Hauge er det således et sundhedstegn, at teologien remytologiseres i et forsøg på at generobre såvel metafysikkens som nationalstatens teologiske nødvendighed. For feltpræsten skal kunne give et teologisk svar på, hvorfor danske soldater skal dø i Afghanistan for Danmarks sag.

Det er det samme spor, som feltprovst Thomas H. Beck forfølger i sin kronik i samme serie “10 år i krig” i KD. Heri anfører han, parallelt med Aallmann og Hauge, at det er et spørgsmål om et andet livssyn. Et liv i ånd er et liv i kamp, og denne kamp kommer i særlig koncentreret grad til udtryk på slagmarken, hvor mænd og kvinder er villige til at gå i døden for fred, frihed, familie og land. Kampen i Afghanistan er en kamp for Danmark, for bevarelsen af «sit land, for fred og frihed og de værdier, som Danmark er bygget på». Kan eller vil man ikke dele dette synspunkt, er man uden ånd og karak­teriseres af Beck som en «forkælet velfærdspacifist».

Bemærkelsesværdigt er det, at de anførte feltpræster og deres ideologiske støtter hermed synes at komme med et teologisk overbud på, hvorfor den danske regering og Folketinget har sendt danske soldater i krig under ledelse af Nato på et FN-mandat.1Udover Hans Hauge har også Torben Bramming, Søren Krarup, Kathrine Winkel Holm, Marie Krarup, Kathrine Lilleør, Iben Tranholm og Johannes H. Christensen markeret sig som markante fortalere for den remytologiserende tilgang. I hvert fald forholder de sig ikke til det (både mere nøgterne og pragmatisk beskrevne) mandat, som Hærens Operative Kommando selv anfører.

For Beck, Hauge og Aallmann er krigen i Afghanistan altså en krig for Danmark. Et lignende argument har jeg ikke set anvendt om de øvrige FN-operationer, som vi har deltaget i. Det kunne forlede en til at tro, at den egentlige uudtalte begrundelse for denne antagelse er, at der reelt er tale om en krig mellem to religioner. I hvert fald mere end antyder Hauge dette i sin kronik, hvor han ironiserer over, at feltpræsterne for nogle bedrevidende skrivebordsteologer ikke må sige, at soldaterne i Afghanistan dør for Gud og for Danmark. I selvsamme kronik er Hauge da også i stand til at se det som en teologisk udfordring og opgave at skabe sammenhæng mellem teologi og krig, folkekirken og en aktivistisk udenrigspolitik.

Teologien bliver hermed underlagt et politisk formål, eller rettere: Teologien bliver brugt til at overbyde det pragmatisk, politisk stillede mandat. For som lektor Jørgen Grimstrup, ligeledes i artikelserien “10 år i krig”, har gjort opmærksom på, har de danske soldater de facto til opgave at «hjælpe præsi­dent Karzais moderat-muslimske styre i Kabul». Men en sådan nøgtern konstatering, der ligger i forlængelse af Hærens egen beskrivelse af det stillede mandat, er der ikke plads til, når teologi som hos Beck, Aallmann og Hauge underlægges kulturkampens indre logik.

Remytologiseringens dobbelte formål2I det følgende er der delvis sammenfald med min kronik i Kristeligt Dagblad d. 4. februar 2012.

Remytologiseringen tjener til at give en mytologisk ramme at forstå krigen ud fra for derigennem at give soldaterne kraft og styrke til at fortsætte kampen mod «barbariet og voldens rige». Soldaterne beskrives af Aallmann som «dragedræbere», «der skal dræbe dragen for det skønnes skyld, for fredens skyld, som har sovet 100 år i Afghanistan». De er «riddere, der skal hugge tornene ned og kysse og befri prinsessen».

Remytologiseringen tjener kort fortalt to formål. For det første opstiller den en sort-hvid virkelighed, hvor de danske soldater er helte, som bekæmper det onde. For det andet er mytologien indlejret i et neokonservativt forsvar for nationalstaten. Det danske monarkis folketanke har sine rødder i overgangen fra Israels 12 stammer til ét folk under kong David. Soldaterne i Helmand udgør en udskudt forpost af Danmark, hvor der kæmpes for bevarelsen af det danske folk og den danske nationalstat. Krigen i Afghanistan kommer på denne måde til at fremstå som en kamp mellem en bibelsk funderet nationalstat og en afghansk ikke-kristen klantænkning.

Den mytologiske udlægning af krigen er ikke udtryk for en robust teologi, der kan tåle at blive mødt med død og ofre. Det er i stedet udtryk for en religiøs begrundelse for at gå i krig, der indebærer, at krigens reelle mandat sløres eller rettere forvanskes. Mandatets indhold bliver i den mytologiske fremstilling forrykket fra et pragmatisk, politisk mandat til et ideologisk ditto.

Det politiske mandat giver i udgangspunktet plads til senere at kunne indgå i forhandlinger med fjenden, herunder eventuelt at kunne trække sig tilbage i tilfælde af, at dette måtte anses for at være den bedste politiske løsning. Den ideologiske begrundelse giver derimod ikke mulighed for en sådan nøgtern tilgang. Her kan der ikke forhandles med fjenden. Her kan der ikke være tale om trække sig tilbage. I stedet rykkes vi ind i en «alt-eller-intet verden», hvor alt bliver til et spørgsmål om ære og hæder.

Det er ikke værnspræstens opgave at indlejre soldaterne i en sådan ideologisk forankret forståelse af krigens anliggende. For når tilbagetrækningen så eventuelt en gang måtte finde sted, har denne ideologiske indlejring den store bivirkning, at kampen med ét stemples som forgæves. Hvilket må være et slag i ansigtet på de soldater, som har kæmpet med mytologien som fortegn. Sagt i andre termer: Den form for remytologisering, som her finder sted, har som bivirkning, at det relative forveksles med det absolutte, hvilket intet har at gøre med, om man har ånd eller ej.

Værnspræsternes opgave

Værnspræsterne deler soldaternes virkelighed forstået på den måde, at de er sendt af sted under de samme vilkår som soldaterne. Men det indebærer ikke, at skellet mellem præst og soldat udviskes. Værnspræsten skal ikke forstå sig selv som kriger, lige så lidt som værnspræsten skal motivere soldaterne til kamp. Værnspræsten skal indgyde soldaterne livsmod, ikke kampmod. Værnspræsten skal altså ikke opfatte sig selv som en af «svendene», lige så lidt som han eller hun skal give soldaterne et indtryk af, at Gud holder med dem i kampen mod fjenden. Gud kan ikke degraderes til at holde med den ene part i krigen. En sådan gud er mere maskot, end Han er Gud.

Præstens opgave i felten skal i videst muligt omfang forstås i sammenhæng med præstens arbejde hjemme i sognet. Hun eller han skal holde gudstjeneste, øve sjælesorg, snakke med soldaterne og være til stede i lejren på en sådan måde, at soldaterne aldrig er i tvivl om, at de kan tale med præsten om hvad som helst. Og netop derfor er det vigtigt, at præsten i solidaritet med soldaterne ikke gør sig selv til kriger, for at præsten og kirken kan udgøre det frirum, hvor tvivl, anfægtelse, frustration og mismod kan komme til orde. Det er med andre ord også præstens rolle at udgøre en forbindelse til det normalliv, som soldaterne udsendes fra, og som de skal hjem til efterfølgende.

Værnspræsten er sendt med soldaterne, for at de også skal have mulighed for at høre evangeliets forkyndelse, fejre gudstjeneste og få sjælesorg. Præsten skal i felten fungere som en slags åndelig ombudsmand, uden om hierarki og system. Han eller hun har altid samme rang som den, han eller hun taler med. Præsten har som den eneste absolut tavshedspligt. Soldaterne har mulighed for at betro sig til præsten om såvel personlige som professionelle forhold, som de ikke kan gå andre steder hen med. Kirken kan med forkyndelsen af evangeliet rumme alle, også den, der ikke slog til, den, der svigtede eller blev svigtet, lige så vel som at præsten i forkyndelsen af evangeliet fastholder den enkelte soldat som et frit og ansvarligt menneske.

Videre skal værnspræsten med sin forkyndelse af evangeliet holde soldaterne fast på både deres og fjendens medmenneskelighed. Værnspræsten skal med forkyndelsen af evangeliet give soldaterne mod til at leve og indsigt til at holde fast i, at også fjenden er et medmenneske. Det indebærer ikke, at fjenden ikke er fjende. Det indebærer ikke, at soldatens opgave ikke er at bekæmpe fjenden, herunder at slå fjenden ihjel. Men det indebærer, at fjenden ikke må dæmoniseres eller behandles som et dyr. En sådan nedgørelse har vi set eksempler på i f.eks. Abu Graib. Generelt kan man sige, at jo mere sikker man er på at føre en retfærdig og ideologisk begrundet krig, jo mere tilbøjelig er man til at begå overgreb i selve krigsførelsen. Hvis krigen derimod fastholdes som en sidste nødløsning, er der en tendens til, at konventionerne holdes højere i hævd.

Pointen er altså, at det er de samme embedsteologiske forudsætninger, som ligger til grund for at være præst i felten og præst i Danmark. Uanset om man er præst om bord på fregatterne Absalon og Esbern Snare, der beskytter den internationale skibsfart ved Afrikas østkyst, om man er præst udstationeret på flyvevåbnets base i Sicilien under krigen mod Libyen, om man er udsendt som præst i Sandfordlejren i Afghanistan, eller om man er præst hjemme i Danmark, må embedsforståelsen være den samme. At vilkårene, hvorunder præstegerningen finder sted, er vidt forskellige, er indlysende, hvorfor det er lige så indlysende, at varetagelsen af det konkrete embede naturligvis må tage farve af den situation og sammenhæng, hvorunder den finder sted. Men det er på ingen måde det samme som at hævde, at der skal udvikles en ny bagved liggende embedsforståelse endsige en ny «krigsteologi» for præster i felten.

Værnspræstens status som nonkombattant

Soldater og værnspræster i Afghanistan og andre krigsområder lever under et pres, som jeg, som ikke-udsendt, dårligt kan forestille mig. Og det skal vi, som ikke har været udsendt, naturligvis have respekt for og in mente. Faktisk er det ikke svært at forestille sig, at man også som værnspræst kan blive grebet af krigens egen indre logik, når man er udsendt til tjeneste sammen med soldater i krig. Men dette er ikke i sig selv et argument for, at det er illegitimt for andre end værnspræsterne selv at drøfte værnspræsteembedets formål og indhold. Tværtimod er det en understregning af, at det er altafgørende, at såvel den enkelte værnspræst som værnspræstekorpset som sådan forud for udsendelse har gjort sig nogle grundlæggende teologiske overvejelser om embedets indhold og form. Og at disse overvejelser også finder sted i et bredt og åbent forum.

At ville affeje en fælles samtale med en henvisning til sondringen mellem teori og praksis er ikke kun udtryk for en forfejlet forståelse af den indre sammenhæng mellem teori og praksis, men det er også udtryk for en manglende forståelse for, at såvel værnspræster som soldater er sendt ud på et offentligt mandat med et offentligt hverv. En sådan afvisning af alle, som ikke selv har været udsendt, umuliggør enhver form for samtale, idet det i henhold til denne tankegang kun er muligt at tale sammen med andre, der ikke blot har gjort de samme erfaringer som én selv, men som også har tydet dem på samme måde. Påkaldelsen af erfaring benyttes her som et påskud til at gøre sig resistent over for andres holdninger og praksisser. Det er denne cirkelslutning, som umuliggør en samtale med dele af feltpræstekorpset, hvor i hvert fald hærprovsten har travlt med at beskrive kritikerne som værende mennesker «uden ånd» med et «forkælet velfærdspacifistisk livssyn», der «dæmoniserer soldaten og dennes arbejde». Kritikerne har nemlig i henhold til ham ikke fattet, at «baggrunden for at gå i krig var af ånd». Hærprovsten tilføjer altså med andre ord en yderligere kategori. Nu betinges retten til at udtale sig ikke længere kun af, om man selv har været udsendt, men også af, om man er af ånd. Der er her tale om et dobbelt bolværk imod indsigelser.

Det er klart, at såvel den enkelte soldat som værnspræst i kampens hede kan komme til at gøre ting, som de bagefter, hvor presset er ovre, fortryder, idet de selv vurderer, at de foretog et fejlskøn i situationen. Det er ikke denne kendsgerning, som min kritik retter sig imod. Kritikken retter sig i stedet imod de tilfælde, hvor eftertanken ikke sætter ind og sætter handlingsforløbet i perspektiv. Og min kritik retter sig imod de tilfælde, hvor man fejlagtigt ophæver denne kendsgerning til en dyd. Netop derfor er det så afgørende, at man inden udsendelse har klare regler for såvel kombattanter som nonkombattanter. For ellers skrider grænserne, og det hele mudrer til. Selv krig har regler og konventioner. Giver vi slip på det, har vi tabt, for da har vi overgivet os selv til barbariet.

Det er derfor meget tankevækkende – og foruroligende – at henholdsvis formanden for Folketingets forsvarsudvalg, venstremanden Karsten Nonbo, og Dansk Folkepartis forsvarspolitiske ordfører Marie Krarup har gjort sig til fortalere for, at feltpræsterne gerne må gribe til våben, når de danske soldaters lejre udsættes for angreb fra Taleban. De begrunder det bl.a. med, at modstanderne ikke respekterer konventionernes sondring mellem kombattanter og nonkombattanter. Men at bruge dette som et argument for ikke selv at ville overholde selvsamme sondring er vel det samme som at lade modstanderen definere krigens regler? Eller rettere: Fjendens mangel på respekt for de internationalt givne konventioner anses da som legitim grund til ikke selv at skulle overholde dem. Hvilke andre krigskonventioner mener Nonbo og Krarup, at vi ikke behøver at overholde? At en sådan argumentation udgør en form for glidebane, synes temmelig indlysende. Også af denne grund er det altafgørende, at præsterne holder fast i deres status som nonkombattanter.

Fastholdelse af krigens anfægtelse

Hvis værnspræsten aktivt deltager i krigstjenesten, udgør værnspræsten ikke længere en frizone midt i krigens helvede, hvor der er rum til tvivl og anfægtelse, og hvor spændingen mellem soldatens opgave og kristendommens budskab om, at «du skal elske din fjende», holdes i hævd. Dette er her ikke sagt som en anklage imod den enkelte soldat, der udfører sit hverv, men som en fastholdelse af den kollektive skyld, der er en del af krigens væsen. Opgiver værnspræsten sin status som nonkombattant, forsvinder denne spænding, og værnspræsten kommer til at stå som en repræsentant for en civil-religion, der enten direkte eller indirekte legaliserer krigen. Med andre ord: Det er også værnspræstens opgave at være et symbol på den anfægtelse, som krigen udgør. Krigen udgør ikke en destillering af det ægte og det sande liv.

Hvis krigens gru bliver ophævet i en ideologisk fremstilling af en entydig kamp imellem det gode og det onde, går der ikke kun «krudt og kugler» i den kulturelle legitimering af krigen, men også i teologiens overvejelser over for­holdet mellem kristendom og krig.

Den nordamerikanske teolog Reinhold Niebuhr (1892-1971) er her værd at gæste. Han skrev i 1940 essayet: «Why the Christian Church is not Pacifist». Niebuhr var oprindelig stærkt tiltrukket af pacifismen, men hans iagttagelse af udviklingen i Tyskland gjorde, at han endte med at afvise pacifismen som en realpolitisk mulighed. For her var det nødvendigt at anvende magt til beskyttelse af den svage part. Niebuhrs afstandtagen til pacifismen som et absolut krav er dermed bestemt af hensynet til den svage part, hvilket anderledes formuleret vil sige, at pacifismen i henhold til Niebuhr har den uheldige bivirkning, at tyrannerne får alt for let spil.

Men dette er ikke på nogen måde ensbetydende med, at Niebuhr ophøjer krigen til at være udtryk for en særligt åndfuld handling. Tværtom holder han fast i, at pacifismen udgør en nødvendig og ægte anfægtelse, når demokratiske stater ser sig nødsaget til at bruge krigen og dermed volden som et politisk instrument. Hvis krigen bliver til norm, hvis krigen anskues ud fra et entydigt sort-hvidt verdensbillede, bliver resultatet, uanset hvilken sprogdragt man iklæder det, kynisme. For som Niebuhr formulerer det, så fastholdes krigens tragedie gennem pacifismens indsigelse. Så Niebuhr plæderer for den dobbelte position: At kirken ikke skal være pacifistisk samtidig med, at den offentligt skal forsvare dem, der af pacifistiske årsager nægter at tage del i krigen. Med pacifismen fastholdes, at det grundlæggende er forkert at tage et andet menneskes liv.

Niebuhr har nemlig sans for, at man altid må vende blikket indad. Krigen kan ud fra et kristent perspektiv kun begrundes ud fra hensynet til den svage næste. Og samtidig må vi erkende, at vi ikke kender vore egne motiver til bunds, hvorfor det altid er muligt at stille spørgsmål ved, om der findes andre og mindre ædle motiver bag de faktiske krigshandlinger. Videre står det klart for Niebuhr, at det aldrig er muligt på forhånd at vide, om krigen fører til det ønskede resultat. I visse tilfælde bliver resultatet af oprøret mod tyranni et lige så slemt anarki. Også dette ansvar må man tage på sig, når man beslutter sig for at gå i krig. Igen: Krig kan være nødvendig af hensyn til den svage part, hvorfor det ikke er muligt at opstille en generel modsætning imellem kristendom og krig. Kristendom er altså i henhold til Niebuhr ikke pacifistisk per se. Men omvendt må krigens tragedie fastholdes gennem pacifismens indsigelse. Kristendommen har altså «ikke råd» til at frakende pacifismens indsigelse enhver form for legitimitet.

Altså: Det er ikke præsternes opgave at give en ekstra begrundelse for krigen, lige så lidt som værnspræsterne med deres tilstedeværelse legaliserer krigens politiske mandat. Kirken tager med udsendelse af værnspræsterne ikke stilling til det politiske mandat. Den sender alene præster ud for at tjene de enkelte soldater med gudstjeneste, sjælesorg og samtaler.

Det er en vigtig opgave, som kirken skal fastholde. Men det fordrer, at både militær og kirke er bevidste om, hvad der er værnspræstens opgave og formål. Værnspræsten kan ikke udgøre et værn og en beskyttelse imod krigens råhed, hvis han eller hun solidariserer sig entydigt med soldaternes opgave. Det sidste sker, hvis værnspræsterne opbygger en machoagtig selvforståelse, hvor man skal legitimere sin ret til at være præst for de udsendte soldater ved at tage med ud på farlige patruljer eller ved at gribe til våben, når lejren bliver beskudt. Præsten skal ikke fremstå som symbolet for krigens entydighed, men for dens ambivalente flertydighed. Måske sikres dette bedst ved, at man går tilbage til, at værnspræsten ikke skal bære våben? Det ville i hvert fald gøre det tydeligt, at værnspræsten forstår sig selv som udsendt nonkombattant.

Litteratur

Beck, Thomas H. 2012: “Danmark er blevet ændret af at være blevet krigsføren­de”, i: Kristeligt Dagblad, d. 22. februar.

—, 2011: “Folkekirken i krig”, i: www.kirkenikoebenhavn.dk, d. 29. november.

Bramming, Torben 2010: “Langt fra fronten”, i: Dansk Kirketidende, 8, s. 244-245.

—, 2012: “Vrøvl fra skrivebordsgeneralernes osteklokke”, i: Kristeligt Dagblad, d. 19. januar.

Grimstrup, Jørgen 2012: “Vi støtter soldaterne. Men danskerne er i tvivl om, hvorfor vi er i Afghanistan”, i: Kristeligt Dagblad, d. 21. februar.

Hauge, Hans 2012: “Soldaterne kæmper for Danmark, hvad ellers?”, i: Kristeligt Dagblad, d. 15. februar.

Henneberg, J. 2004: Danmarks (nye) udenrigs- og sikkerhedspolitik. Speciale ved Forsvarsakademiet, Fakultet for Strategi og Militære Operationer.

Hærens Operative Kommandos hjemmesides beskrivelse af indsatsen i Afghani­stan: http://forsvaret.dk/hok/international%20Info/ISAF/Pages/default.aspx

Mikkelsen, Hans Vium 2012: “Præsten skal ikke være kriger”, i: Kristeligt Dag­blad, d. 4. februar.

—, 2011: “Ude og hjemme med teologien i behold”, i: Dansk Kirketidende 2, s. 22-23.

—, 2010: “Præsten skal ikke være kriger”, i: Dansk Kirketidende 9, s. 262-266.

—, 2010: “Med Gud i krig”, i: Dansk Kirketidende 7, s. 194-198.

Niebuhr, Reinhold 1991: “Why the Christian Church is not Pacifist”, i: Reinhold Niebuhr. Theologian of a Public Life (ed. Larry Rasmussen), Minneapolis: Fortress Press, 1991 [1940], s. 237-253.

Aallmann, Thomas Ø. 2010:. Løvehjerter, med panserinfanteristerne i Helmand. Odense: Trykkefrihedsselskabets bibliotek.

Fotnoter   [ + ]

1. Udover Hans Hauge har også Torben Bramming, Søren Krarup, Kathrine Winkel Holm, Marie Krarup, Kathrine Lilleør, Iben Tranholm og Johannes H. Christensen markeret sig som markante fortalere for den remytologiserende tilgang.
2. I det følgende er der delvis sammenfald med min kronik i Kristeligt Dagblad d. 4. februar 2012.

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert.